Naturen viser os skaberværket

Foto: SlTV

Mit navn er Tony Butenko. Jeg er født og opvokset i England, og er præst for Esbjerg Adventistmenighed. En af mine helt store passioner er at observere naturens mange ansigter. Min interesse for fugle og dyr har jeg gode muligheder for at dyrke i den skønne natur på vestkysten af Danmark, og mine ture langs stranden minder mig om det skaberværk, Gud har lavet til os mennesker.

Kampen for vores klima er noget, der optager mange. Når jeg læser min bibel ser jeg tydeligt, at vi mennesker har fået et ansvar for den jord vi bor på. Selv om det lige nu går den forkerte vej, så er vi som enkeltindivider kaldet til at varetage vore omgivelser med omhu.

Den store løsning på klodens problemer er dog beskrevet i Bibelen som en kosmisk forandring, ved at Jesus Kristus kommer tilbage til vores verden for at genoprette alt det gode, som vi mennesker har forkludret. Det er denne tanke, der også driver mig til at fortælle mennesker om, hvilke muligheder en Kristustro kan give. Der er håb forude, og dette håb brænder jeg for at dele med dig.